Om os

Publicity er et PR-bureau i Aalborg. Vi arbejder med strategisk kommunikation og PR for private virksomheder såvel som offentlige organisationer og er sat i verden for at skabe positiv medieomtale for vores kunder. Vores ekspertise ligger i at identificere og opdyrke gode historier, der understøtter vores kunders mål, værdier og produkter. Vi rådgiver strategisk, og vi eksekverer målrettet og effektivt.

Publicity er stiftet af direktør Esben Lind i 2009 og tæller i dag ti medarbejdere. Vi arbejder langsigtet og på fast basis for en lang række forskellige kunder og investerer i at vide så meget som muligt om virksomheden, branchen og interessenter med indflydelse på driften og væksten. Publicity fremgår af utallige insiderlister, og vi tager både rådgivning og eksekvering overordentligt seriøst.

Kontakt os personligt via en medarbejder eller på tlf. 24 92 86 36 og mail@publicity.dk, hvis du vil vide mere.

Job hos Publicity

PR-konsulent til tidsbegrænset stilling

Vi søger en PR-konsulent til tiltrædelse snarest. Der er tale om supplerende hjælp i forbindelse med afvikling af barsel og derfor en tidsbegrænset stilling på 6 måneders ansættelse. Afhængig af aktivitetsniveauet i virksomheden er der endvidere mulighed for forlængelse af aftalen.  

Dine arbejdsopgaver vil primært være udarbejdelse af pressemeddelelser og artikler samt andre typer af tekster, fx til hjemmesider, medarbejder- eller kundemagasiner, sociale medier mv. Du vil få rollen som assistance til det eksisterende team og kan forvente at stifte bekendtskab med en lang række forskellige kunder og brancher under din ansættelse, skærpe dine kompetencer og udvide dit netværk.

Vi forventer, at du har en relevant videregående uddannelse, fx inden for kommunikation eller sprog.

Som person er det vigtigt, at du både trives godt med selvstændigt arbejde og i teams og at du har en behagelig fremtoning i kontakten med kunder og kolleger. Du er skriveglad, har en kreativ pen og øje for detaljerne i teksten såvel som den kontekst, den skal indgå i.

Det er en forudsætning for at trives godt i jobbet, at du har en naturlig interesse for nyhedsformidling, journalistik og sociale medier – og at du er nysgerrig på udviklingen på kommunikationsområdet.

Erfaring fra en lignende stilling på bureau eller i en kommunikationsafdeling vil være et stort plus, særlig hvis du har erfaring med pressearbejde, kendskab til medielandskabet og et netværk blandt journalister og redaktører.

Som person er du udadvendt, smilende og imødekommende. Du sætter kunden først og tager medansvar for, at tingene lykkes til tiden. Du er fleksibel og kan hurtigt omstille dig til en ændret dagsorden.

Måske har du interesse for fx video, foto, grafisk arbejde eller de dybereliggende funktioner på sociale medier – men det er ikke et must. Relaterede interesser og kompetencer kan være et plus.

Vi tilbyder en rar og hyggelig arbejdsplads, hvor tonen altid er god, også når tempoet er højt. Vi har et godt arbejdsmiljø og sætter den enkeltes trivsel meget højt. Der er gode muligheder for at udvikle sig i jobbet og lære nyt i tæt samarbejde med nogle af branchens skarpe hjerner. Løn efter kvalifikationer.

Send din ansøgning og CV samt nogle skriveprøver på dit arbejde til HR-ansvarlig Anne Lind på anne@publicity.dk og læg gerne vægt på, hvorfor du vil være en værdifuld spiller på holdet. Vi holder samtaler løbende.

Spørgsmål til stillingen kan rettes til chefkonsulent Marie Boye på tlf. 22 71 02 62 eller marie@publicity.dk

Netværk

Publicity er partner i:
Bond PR

Publicity er sekretariat for:
Berlingske Business Briefing

Publicity er Guldsponsor hos:
Musikkens Hus

Publicity støtter:
Kræftens Bekæmpelse – Stafet for livet