12. december 2022

Vi tager pulsen på fagmedierne: Publicity lancerer nyt Branchebarometer

Branchebarometer Topbanner Til Nyhed

Hvilke emner fylder mest på fagredaktionerne i dag, og hvordan foretrækker fagjournalisterne at blive informeret om nyt fra virksomhederne? Alt det og mere til kan du blive klogere på med Publicitys nye Branchebarometer, der tager pulsen på landets fagmedier. 

Det er svært at tro på historier om avisdød og læserflugt, når man tager et kig på de danske fagmedier. For ved at tilbyde relevant og høj faglig indsigt målrettet bestemte brancher har de udviklet sig til en vigtig platform for de danske virksomheder. Men hvad rør sig egentlig ude på fagredaktionerne i dag? Og hvilken retning udvikler fagmedierne sig i i den digitale tidsalder, vi nu engang lever i?

Det har vi hos Publicity sat os for at finde ud af. Vi lancerer nemlig nu vores nye Branchebarometer, hvor vi spørger redaktører, journalister og andre ansatte på landets fagmedier om, hvad der fylder på redaktionsmøderne. Ifølge chefkonsulent og specialist i B2B-kommunikation hos Publicity Gitte Birkelund Dons har fagmediernes rolle nemlig aldrig været vigtigere:

- Vi kan tydeligt mærke blandt vores kunder, hvordan fagmediernes betydning bare vokser og vokser. Det skyldes blandt andet, at virksomhederne via fagmedierne har en vigtig finger på pulsen ift., hvad der rør sig i deres branche, og kan nå ud til kernemålgrupper med centrale budskaber. Det gælder i særdeleshed B2B-virksomhederne, hvor fagmediernes specialisering åbner for andre historier og perspektiver end eksempelvis dagspressen, siger hun. 

I alt 58 journalister, redaktører og andre redaktionelt ansatte fra fagmedier, der dækker en række brancher, har deltaget i undersøgelsen. De har helt konkret svaret på en række spørgsmål om blandt andet nyhedsagendaen, læsernes favorithistorier og mediernes egne nyhedskanaler.

- Fagmediernes positive udvikling er blandt andet drevet af, at kommunikation som helhed har udviklet sig fra et ’nice to have’ til et ’must have’ for enhver moderne virksomhed. Det er således blevet forretningskritisk for virksomheder i dag at være åbne, transparente og ikke mindst synlige, hvis de vil vinde kampen om kunderne – for ikke at glemme kampen om medarbejderne. Rekruttering og fastholdelse af medarbejdere er nemlig gået hen og blevet et vigtigt tema i flere brancher.

Du kan læse mere om undersøgelsen og finde alle resultaterne her.

Du kan også følge med på Publicitys kanaler, hvor der løbende vil blive sat fokus på de mest relevante resultater.   

Om Branchebarometeret

Publicitys Branchebarometer undersøger udviklingen hos landets fagmedier. I alt 58 redaktører, journalister og andre redaktionelt ansatte på fagmedierne har deltaget i undersøgelsen.

Undersøgelsen er foretaget i perioden september og oktober 2022 via spørgeskema. Her er der blevet spurgt ind til i alt fire emner om mediets redaktionelle arbejde og udvikling. Det drejer sig helt konkret om:

  • Nyhedsagendaen
  • Virksomhedernes evne til at dele nyheder med medierne
  • Læsernes favoritter
  • Mediets egne kanaler