17. februar 2021

Øget interesse for erhvervsstof i mediebranchen: Bureau ansætter for at følge med efterspørgslen

Trine Kristensen og Cecilie Lindum

Erhvervs- og fagjournalistik oplever fremgang i øjeblikket, hvilket blandt andet afspejler sig i en stigning i antallet af abonnementer hos erhvervsmedierne. Også flere branche- og fagmedier dukker op i mediebilledet. Tendensen mærker man hos PR- og kommunikationsbureauet Publicity i Aalborg, som netop har ansat to nye journalistiske medarbejdere for at følge med en stigende efterspørgsel på B2B-kommunikation.

Nichemedierne er de seneste år piblet frem i medielandskabet. Senest er Altinget gået i luften med et nyt erhvervsmedie Altinget Erhverv, mens for eksempel også Watch Medier i efteråret tilføjede endnu et medie til paletten af nichemedier, nemlig KapitalWatch. Det voksende antal nichemedier sker som følge af læsernes stigende interesse for erhvervsjournalistik, som Børsens abonnementsrekord på 65.000 læsere blandt andet også er et bevis på.

Hos det jyske bureau Publicity, der i mere end ti år har specialiseret sig i PR og strategisk kommunikation, mærker man tendensen. Her har man de seneste år oplevet en stigende efterspørgsel på virksomhedens B2B-kommunikation:

- Udviklingen skal ses i lyset af, at erhvervsjournalistik er et populært stofområde i medierne, og det bemærker virksomhederne også. Dog kan det være komplekst for virksomhederne både at positionere sig i medierne og have et fast flow af content til deres egne platforme – og derfor henvender de sig til os for at få hjælp til hele processen – lige fra at blive omtalt i medierne til at skabe leads gennem kampagner, fortæller chefkonsulent og teamleder hos Publicity, Gitte Dons.

Den positive udvikling har fået Publicity til netop at ansætte yderligere to medarbejdere, der skal være med til at hjælpe nogle af regionens og landets største virksomheder inden for brancher som byggeri, industri og IT med at skabe momentum gennem PR og indhold til egne platforme.

Bureauet opruster med en seniorkonsulent og PR-konsulent

Publicity har ansat Trine Kristensen, 35 år, som seniorkonsulent. Trine er oprindeligt uddannet journalist, men har i de seneste ti år arbejdet med kommunikation og PR for blandt andre Falck, TV2 Nord og Aalborg Universitet. Hos Publicity skal hun primært beskæftige sig med strategisk kommunikation, PR samt rådgivning af bureauets B2B-kunder.

- Trine har flere års erfaring med pressehåndtering og strategisk kommunikation, hvor hun har udmærket sig med en særlig sans for målgruppeorienteret formidling. Trines kompetencer og skarpe indsigter kommer vores kunder til at nyde godt af, og vi er glade for at have Trine med på holdet, lyder det fra Gitte Dons.

Udover den nye seniorkonsulent er Cecilie Lindum, 23 år, tiltrådt som PR-konsulent i bureauet, hvor hun skal arbejde med PR- og kommunikationsopgaver for bureauets B2B-kunder. Cecilie er nyuddannet i kommunikation fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og hun har tidligere arbejdet hos Randers Kommune og som praktikant og studentermedhjælper hos Publicity.

- Vi har set frem til, at Cecilie skal arbejde fuld tid hos os. Cecilie har allerede været her i et år, hvor hun har udvist et stort talent inden for PR og B2B-kommunikation, siger Gitte Dons.

Foruden B2B-kommunikation beskæftiger Publicity sig også med både B2C-kommunikation og digital markedsføring, hvor virksomheden assisterer store såvel som små virksomheder inden for brancher som blandt andet turisme, uddannelse og det offentlige.