Hvis du er træt af at læse om corona, kan denne artikel måske give dig et tiltrængt frirum. For mig har godt halvanden million artikler og utallige nyhedsudsendelser og pressemøder de seneste 12 måneder gjort, at der er vokset et tykt lag af teflon frem, som gør mig helt og aldeles immun overfor coronarelaterede nyheder. Hvis du har det på samme måde, kan du trygt læse videre.
Måske så du listen over de 100 aktuelt største skattebetalere i Danmark i den forgangne uge? Listen blev ikke overraskende toppet af Novo Nordisk, Ørsted og Lego, og der var også fire-fem nordjyske selskaber på listen (afhængig af definitionen "nordjysk"). I medierne bliver de 100 selskaber italesat som helte, og skatteminister Morten Bødskov har da også igen i år sendt et takkebrev til de 100 virksomheder.
Personligt synes jeg, at det er helt på sin plads at hylde nogle af de selskaber, der bidrager mest til samfundet via store skattebetalinger. Men det er interessant at iagttage, hvor dynamisk målestokken for helte og skurke, rigtig og forkert, er blevet. Her hylder vi selskaber på grund af deres skattebetaling, og vi ser bort fra alle de andre dagsordener, som virksomheder anno 2021 i høj grad også vurderes ud fra. Der er nemlig også eksempelvis flere olie- og gasselskaber på listen, og de har også fået et tak fra regeringen. Her ser vi altså bort fra de bundlinjer, der er tilføjet til regnskaberne de seneste år, blandt andet bæredygtighed, social ansvarlighed, ligestilling og andet.
Virksomheder er traditionelt set sat i verden for at tjene penge, men i disse år sker der et markant skifte væk fra profit, der primært gavner virksomhedernes ejere og investorer, til de mere uegennyttige bundlinjer, der gavner samfundet bredt set. Virksomhedernes økonomiske bundlinje træder således i baggrunden til fordel for en lang række andre bundlinjer, der for den enkelte kan synes meget vigtigere. For hvad synes dine medarbejdere og dine kommende medarbejdere er vigtigst? Og hvad synes kunderne, leverandørerne og de andre interessenter, som virksomheden har? Er det virksomhedens bidrag til samfundet via selskabsskatten, er det virksomhedens CO2-footprint, eller er det ligestilling, der er det vigtigste?
Pointen er, at virksomheder i det postmoderne og postfaktuelle samfund bedømmes ud fra en stadig længere liste af mere eller mindre faktabaserede narrativer. "Økonomien drives af mennesker - og mennesker drives af historier", som økonomiprofessor og nobelprisvinder Robert Shiller udtrykker det. Siden finanskrisen i 2008 og tiltagende de seneste år er der sket et markant skifte. Og ja, her bør vi retfærdighedsvis nævne corona også som en faktor, der har accelereret udviklingen yderligere.
Virksomheder, der ikke opfører sig ansvarligt inden for alle disse parametre, risikerer at blive udskammet bl.a. på sociale medier, og i dag forventer omverdenen langt mere kommunikation fra virksomhederne. Denne udvikling vil blive endnu stærkere i de kommende år, og ingen kan vide sig sikker. I dag bliver du hyldet for at reducere dit CO2-forbrug - men i morgen bliver du måske udskammet for at tillade alkohol til julefrokosten.
Det vigtigste er at have et tidssvarende narrativ. Det har eksempelvis Novo Nordisk, Ørsted og Lego forstået. Her er mange af de nye bundlinjer allerede en fast integreret del af den interne og eksterne kommunikation. Tænk bare på Ørsted-direktør Mads Nipper, der efter aktivitetsniveauet på LinkedIn at dømme bruger det meste af sin tid på at kommunikere alt andet end den økonomiske performance.
Det samme gælder i kommunikationen af de årsregnskaber, som jeg og mine kolleger sidder med i disse uger. De økonomiske nøgletal beskrives og kommenteres, men det er virksomhedens håndtering af coronapandemien, planer for bæredygtighed og social ansvarlighed, der definerer overskrifterne.
