01. november 2019

Ansvar, læring og team-spirit: Sådan er hverdagen som PR-praktikant hos Publicity

anneHolland_praktikant

Pressemeddelelser, interviews, PR- og kommunikationsrådgivning, artikelskrivning og pressestrategi. Det er blot et fåtal af de opgaver, jeg har været med til at udføre som praktikant hos Publicity. Efter godt to måneder hos et af Jyllands største PR- og kommunikationsbureauer er min faglighed blevet markant styrket og ikke mindst udfordret.

Forfatter

Anne Holland
PR-konsulent og projektleder

Kontakt

holland@publicity.dk

Anne

I august 2019 startede jeg som praktikant hos Publicity, og siden er tiden fløjet afsted. Med en bachelor i dansk og en kommende kandidat i kommunikation begav jeg mig ud i erhvervslivet hos et af Jyllands største PR- og kommunikationsbureauer. Jeg har længe set frem til at sætte teorierne fra universitetet i perspektiv og få et indblik i, hvordan min faglighed kunne bruges et sted som her.

Kan man lære noget på så kort tid?

Selvom jeg på nuværende tidspunkt blot har været ansat som praktikant i to måneder, har jeg allerede lært mere hos Publicity, end jeg turde drømme om. Jeg har arbejdet med alt fra pressemeddelelser og strategier til artikler, interviews og sociale medier i et team, hvor fokus især er på B2B-kommunikation. Jeg har i høj grad fået lov til at gå på opdagelse og prøve kræfter med kommunikationens mange facetter. Derfor er min faglighed på alle måder blevet udfordret og anerkendt af Publicity, der fra begyndelsen har givet mig ansvar og kastet mig ud i kommunikationsopgaver og PR. Ingen bliver dog kastet i frit fald uden et stærkt sikkerhedsnet hos Publicity. Læringsprocessen er nemlig en vigtig del af praktikperioden, og derfor er jeg blevet grundigt oplært i Publicity Akademiet med emner som ”Den gode pressemeddelelse”, ”Interviewteknik” og ”PR i praksis”. Dette har givet mig den ballast, der er nødvendig at have som PR- og kommunikationskonsulent.

 

Inden hverdagen som praktikant indtrådte, frygtede jeg allermest, at jeg blot skulle lave kaffe og hente kage til kontoret – men det er heldigvis en frygthistorie, der har vist sig at være spild af tid. Anne Holland

 

Inspiration og læring på tværs af fagligheder

Et af de områder, der særligt har fascineret mig ved Publicity, er, at her er forskellige faglige profiler. Alt fra grafikere, sociologer til kommunikations- og retorikuddannede. Derfor er her også mange spændende fagligheder at lære af. Én er særligt god til at anvende statistik i sine artikler og lave skarpe vinkler, imens en anden sammenfletter ord og sætninger, så læseren aldrig glemmer dem. På den måde er Publicity en enestående arbejdsplads, hvor fagligheder mødes og videndeler på kryds og tværs af teams. Det har også betydet, at jeg blandt andet har fået en forståelse for, hvordan grafik og tekst spiller sammen, og hvordan en tekst opbygges, således den skiller sig ud fra mængden.

Frygthistorier er spild af tid

Inden hverdagen som praktikant indtrådte, frygtede jeg allermest, at jeg blot skulle lave kaffe og hente kage til kontoret – men det er heldigvis en frygthistorie, der har vist sig at være spild af tid. Hos Publicity får praktikanter nemlig ansvar og følger de garvede PR- og kommunikationskonsulenter i opgaveløsningen og hverdagen. Bemærk, at jeg skriver praktikanter i flertal. Hos Publicity er praktikanter nemlig en kær tilbagevendende tradition, og derfor er her en stor forståelse for, at en praktikant skal guides, men samtidig have et ansvar at leve op til. Måske lyder det for godt til at være sandt, men på forholdsvis kort tid har jeg fået en praktisk forståelse for PR og kommunikation, og jeg glæder mig til at lære endnu mere af mine fagligt stærke og ikke mindst gode kollegaer – og hvem ved, måske lærer Publicity også noget af at have mig som praktikant.