25. marts 2020

Trends 2020: Det nye sort på PR-fronten

Trend future

Vi har dykket ned i den seneste trendrapport af Reputation Institute, som afslører de globale tendenser, vi kan forvente at se mere til i PR-branchen i 2020. Her fremhæver vi fem af hovedpointerne, som din virksomhed bør være opmærksom på.

Forfatter

Cecilie Lindum
PR-konsulent og projektleder

Kontakt

cecilie@publicity.dk

Cecilie

Efterhånden som den globale økonomi bliver påvirket af et stigende antal uhåndgribelige faktorer, bliver et godt omdømme kun mere og mere væsentligt. Ifølge den nyeste trend rapport af Reputation Institute mener 70,2 procent af de adspurgte ledere inden for PR-branchen, at omdømme er vigtigere end nogensinde før for deres organisation.

Derfor er det essentielt at holde et vågent øje med, hvilke tendenser der hersker i PR-branchen for at kunne agere proaktivt på disse – og dermed booste virksomhedens omdømme. Vi løfter her sløret for de fem væsentligste trends fra 2020-rapporten.

Trend 1: Virksomheder skal spørge sig selv ”hvorfor?”

I kommunikationsbranchen florerer ordene ”why” og ”purpose”, og selvom mange virksomheder efterhånden har skriblet deres værdier og visioner ned, så halter det med at få kommunikeret virksomhedens formål til omverdenen. Kun 3,4 procent ud af de 200 adspurgte virksomheder i undersøgelsen lykkes med at have et stærkt formål. Det antyder, at der er en kløft mellem forbrugernes forventninger og realiteterne for mange virksomheder, og derfor kan det være, at du skal tage trenden til dig og spørge dig selv: ”Hvorfor eksisterer vi?” og ”hvordan får vi kommunikeret det?”.

Trend 2: Vi lytter til influencers og opinionsdannere

I 2020 ridder vi forsat på influencer-bølgen. Det er en tendens, der ikke kun hersker på sociale medier, men også i de mere traditionelle medier, hvor vi fortsat lytter til private individer, politikere og fageksperter. Når vi vælger at lytte til andres anbefalinger, skyldes det især, at vi fortsat opfatter deres budskaber som mere troværdige end virksomhedernes. Særligt inden for turisme, forbrug og miljø har influencers kridtet banen op globalt set, og de bliver i stigende grad benyttet til at nå ud til specifikke modtagergrupper.

Trend 3: ESG – etiske og bæredygtige virksomheder

CSR har i flere år været fast inventar i årsrapporter, og nu får begrebet selskab af den nyeste trend ESG, der er en cocktail bestående af parametrene miljø, samfund og ledelse. I flere år har ESG været benyttet i finanssektoren til at vurdere bæredygtige og etiske investeringer – og nu vinder begrebet indpas i virksomheders risikohåndtering. Flere virksomheder begynder at se gevinsten af at arbejde med ESG for at skabe en mere bæredygtig forretning og dermed være på forkant med dårlig omtale.

Trend 4: Direktører med en offentlig stemme

Førhen skulle virksomhedens ansigt udadtil, direktøren, helst ikke råbe for højt om sine holdninger. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. En ny trend fra USA er flyttet ind på de danske direktørkontorer. ”CEO activism” bliver den nye kommunikationsstil kaldt, og flere direktører har taget den til sig ved at melde sig på banen i samfundsdebatter i de traditionelle medier og på digitale medier som Twitter og LinkedIn. Det gør de vel og mærke uden, at det nødvendigvis er direkte forbundet med virksomheden. Det handler ikke kun om at give los for personlige holdninger, men om at skabe et stærkt CEO-brand og vise proaktivitet på de sociale-, politiske- og miljømæssige dagsordener. Det smitter nemlig i sidste ende af på virksomheden, når en direktør formår at fremstå som en sympatisk og stærk meningsdanner.

Vil du gerne vide mere om CEO-branding, har vi skrevet mere om det her.

Trend 5: Medarbejderprofilen skal afspejle mangfoldighed

At skabe et godt omdømme handler ikke kun om, hvad vi kommunikerer – men også om, hvad virksomheden indirekte signalerer udadtil. Her har medarbejderprofilen i virksomheden måske en større betydning, end du går og tror. Afspejler arbejdspladsen ikke mangfoldighed, kan det være en hurtig vej til avisernes forsider og ud i en shitstorm. Her nævner rapporten, at særligt finanssektoren globalt set er udfordret på at behandle medarbejdere og kunder ens. Derfor bør virksomheder overveje, hvordan de arbejder med at sikre mangfoldighed i medarbejderprofilen.

 

De fem fremhævede trends er et udpluk af ti trends fra rapporten Global Trends in Reputation af Reputation Institute. Rapporten er udarbejdet på baggrund af interviews med 200 ledere, der arbejder med omdømme samt repræsenterer 18 industrier på tværs af Nordamerika, Europa, Afrika, Mellemøsten, Asien og Latinamerika, hvortil virksomhederne har forskellige størrelser målt på indtægter og medarbejderantal.