23. november 2015

Nyhedsbrevet: Populært, men overset

Newspaper

PR handler ikke kun om at blive set de rigtige steder, men også om at blive set af de rigtige personer.

Forfatter

Esben Lind
Direktør og rådgiver

Kontakt

esben@publicity.dk

Esben

De brede printmedier, herunder de fleste dagblade, har de sidste mange år løbende måttet nedjustere oplagstallene til den faldende efterspørgsel på trykte aviser og blade. Blot de seneste to år er oplagstallene for de danske dagblade faldet med 13,6 %. I samme periode er dagbladet Børsens oplagstal alene faldet med 24,5 %. De trykte nyheds- og fagmedier har kæmpet en hård kamp for at finde et digitalt ståsted og en digital forretningsmodel, som de kan tjene penge på.

Samtidig ser vi overbevisende fremgang for email-nyhedsbrevene inden for en lang række brancher. Industry Supply var early movers på området og har i dag etableret sig solidt med nyhedsbreve og -portaler om byggeri, plejesektoren, transport osv. JP har også god succes med deres Watch-medier, som ligeledes dækker en håndfuld brancher fra medicinal til shipping.

Rammer lige ned i branchen

Med det digitale nyhedsbrev, der lander i indbakken en eller to gange om dagen, har man virkelig formået at knække koden til et format, der bliver læst. I en verden, der bevæger sig hurtigere og hurtigere, er nyhedsflowet og kravet om at blive opdateret on demand blevet for stort til, at de trykte aviser og blade kan følge med. Versioneringerne af nyhedsbrevet i forhold til branche giver desuden en helt anden mulighed for at tale lige ned i den enkelte branche, sådan at alt irrelevant er filtreret fra. Vi er vant til, at nettet taler direkte til os og forkælet med, at det rigtige indhold finder vej til os.

Printmediet kan selvfølgelig stadig noget, som nyhedsbrevet ikke kan. Lidt groft sagt er de trykte aviser og blade mest til fordybelse, mens de digitale nyhedsbreve er gode til de korte dag-til-dag-nyheder om politiske og branchemæssige udviklinger, ordrehistorier, ansættelser, fyringer, investeringer, nye produkter osv. Overskrifter og underrubrikker er læst på 3 minutter, og samtligt indhold er overstået på max. et kvarter.

Får man branchens nyhedsbrev, og får man som minimum scannet overskrifterne, er man rimeligt sikker på, at der ikke er sket vigtige udviklinger, som man ikke er vidende om.

Nyhedsbrevene taler derfor til den side af os alle, der er bange for at blive taget på sengekanten, fordi vi ikke har hørt det nyeste nye. Nyhedsbrevene leverer en service til alle de, der ikke lige hver dag får gransket Børsen, JP, Berlingske og den lokale avis. Esben Lind, direktør hos publicity

Hvad kan nyhedsbrevet gøre for dig?

Tænk nyhedsbrevene ind i din PR-strategi. Der er efterhånden en bred stribe af dem, så de dækker mange af de største brancher og rammer derfor oftere personer, der netop har interesse for din branche, end de brede nyhedsmedier gør. Husk, at PR ikke kun handler om at blive set de rigtige steder, men i høj grad også om at blive set af de rigtige personer.

Næste step op fra at huske nyhedsbrevene på medielisten er selvfølgelig at udgive sit eget nyhedsbrev. Har man branchemæssig tyngde nok, og tør man tage skridtet fuldt ud, er det nærliggende at udgive sit eget nyhedsbrev som supplement til branchens, evt. månedligt. Byggebranchen har fx taget varmt imod nyhedsbrevene som genre. En nylig rundspørge i byggebranchen foretaget af 4B Research viser, at 78 % af landets håndværkere modtager nyhedsbreve fra en eller flere producenter, og at nyhedsbrevene har overhalet fagbladene i popularitet, når det handler om at søge viden og inspiration om produkter.