09. maj 2023

Økonomisk fremgang hos danske fagmedier

Design Uden Navn (29)

Der er fremgang at spore hos de danske fagmedier, viser en ny regnskabsanalyse blandt ti af de største fagmediehuse og fagmedier herhjemme.

Foråret byder ikke kun på mildere vejr og blomster, der skyder frem. Foråret er nemlig også regnskabssæson for størstedelen af de danske virksomheder og herunder også de danske fagmedier. Som en del af Publicitys Branchebarometer 2022 har vi taget et kig på ti af de største danske fagmediehuses og fagmediers seneste årsregnskaber.

Og der er fremgang at spore på flere parametre. Over de seneste fem år er bruttofortjenesten steget med en tredjedel, og årets resultat er fordoblet. Kigger man nærmere på den økonomiske fremgang, ses det, at den hovedsageligt er båret af godt halvdelen af fagmedierne:

- Analysen stemmer meget godt overens med vores oplevelse af udviklingen, hvor vi mærker, at fagmedierne har høj prioritet og interesse blandt særligt vores mange B2B-kunder. Der er stor værdi i at kunne læse om – og ikke mindst i at blive omtalt i – lige nøjagtigt de brancher, der er vedkommende for ens virksomhed, siger chefkonsulent og specialist i B2B-kommunikation hos Publicity Steffen Mogensen.

En fjerdedel flere ansatte på fagredaktionerne

Fremdriften kan også ses på redaktionerne. Flere fagmedier har de seneste fem år øget antallet af medarbejdere, og i gennemsnit er medarbejderskaren på landets største fagmedier vokset med en fjerdedel i perioden.

Dén udvikling glæder Steffen Mogensen, da flere hænder på redaktionerne og i støttefunktionerne rundt om journalister og redaktører typisk vil lede til bedre dækning af brancherne: 

- Det vidner om, at der investeres i fagjournalistikken, hvilket vi både ser komme til udtryk ved de løbende tilføjelser af nye medier og ikke mindst de redaktionelle muligheder, som de enkelte medier har i forhold til eksempelvis at sætte dagsordenen. Det betyder også, at man som virksomhed gør klogt i at tænke dem ind, når man sidder med en god historie, man gerne vil dele med omverden.