15. august 2022

Publicity opruster med tre velkendte konsulenter

Lotte, Simone Og Rasmus

I Publicity ser vi ind i et travlt halvår og en stigende efterspørgsel på synlighed i mediestrømmen fra virksomheder. Derfor kan vi nu byde varmt velkommen til hele tre velkendte konsulenter.

 

Sommerferien er for de flestes vedkommende slut, og det markerer samtidig starten på et travlt halvår i Publicity med en stigende efterspørgsel på større synlighed i både traditionelle og digitale medier fra virksomheder i hele landet. Derfor styrker vi os nu med hele tre konsulenter, som har taget springet fra praktikanter til studentermedhjælpere og nu fastansatte i Publicity.

Lotte Kjær er nyuddannet cand.mag. i Kommunikation fra Aalborg Universitet og har under sin studietid været både praktikant og studentermedhjælper i Publicitys afdeling for samfunds- og forbrugerkommunikation. Hun er ansat som PR-konsulent og fortsætter i virksomhedens B2C- og B2G-team, hvor hun hovedsageligt skal beskæftige sig med PR, sociale medier og influencermarketing. Lotte har desuden en baggrund som projektleder hos VisitNordjylland og vil derfor blandt andet bidrage med sin brede viden om turisme og forbrugerrettet kommunikation.

Foruden Lotte Kjær får teamet desuden glæde af Rasmus Villadsen, der er ansat som PR-konsulent. Rasmus er også nyuddannet cand.mag. i Kommunikation fra Aalborg Universitet og har blandt andet erfaring med strategisk og offentlig kommunikation som studentermedhjælper ved Borgmesterkontoret i Aalborg Kommune. Det seneste år har han været praktikant og studentermedhjælper i Publicity og skal således fortsat hjælpe en række af vores kunder med strategisk kommunikation, presseaktiviteter og synlighed på sociale medier. 

I den digitale afdeling fortsætter Simone Christensen, der er ansat som digital konsulent. Hun er nyuddannet cand.mag. i International Virksomhedskommunikation fra Aalborg Universitet og har i sin tid som praktikant og studentermedhjælper i Publicity opnået erfaring inden for sociale medier, contentproduktion og digital markedsføring for offentlige og private virksomheder. Som digital konsulent skal Simone fortsat assistere eksisterende og nye kunder med at opnå øget synlighed, ligesom hun også skal beskæftige sig med organisk og betalt indhold på sociale medier.

Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet.