Gitte Dons
Chefkonsulent og teamleder - På orlov
gitte@publicity.dk
Helt kort er Instagram et socialt medie, hvor man – ligesom ved Facebook – kan poste opslag til sine følgere. Dog består opslagene på Instagram af billeder og videoer, hvor kun en helt kort tekst er tilknyttet, og det er således det visuelle, der er i fokus på mediet. Fordelen ved brugen af Instagram er, at man kan give brugerne et anderledes og mere levende indblik i dagligdagen, end man kan ved delingen af en tekst.
Vi giver dig her tre idéer til, hvordan din virksomhed kan bruge Instagram i markedsføringen:
1. Profilering via egen virksomhedsprofil
Med en profil på Instagram kan din virksomhed gratis dele historier, der kan handle om alt lige fra produktnyheder til små hverdagsoplevelser. En virksomhedsprofil er således et nyttigt værktøj til at få forskellige budskaber ud, vidensdele, øge trafikken til hjemmesiden og samtidig give et mere personligt ansigt udadtil, der kan styrke tilliden til virksomheden.
Du kan med fordel lade dig inspirere af andre danske virksomheder, der har en Instagram-profil, hvoriblandt Royal Copenhagen, Arla, ARoS Kunstmuseum, VisitNordjylland, Dansk Studie Center, DSB, Unisport og Louis Poulsen kan nævnes blandt mange.
2. Annoncér på Instagram
Annoncering, som blev en nyåbnet mulighed på Instagram i slutningen af 2015, gør mediet endnu mere brugbart og attraktivt i virksomhedssammenhænge end tidligere. På nogenlunde samme måde som ved Facebook dukker annoncen op på brugerens nyhedsfeed som et helt almindeligt opslag – kun med den forskel, at der øverst i højre hjørne står ’’sponsoreret’’. Med de rigtige billeder og videoer kan annonceringen således bruges som en aktiv del af en kampagne eller føre direkte til salg.
3. Samarbejd med ambassadører
Ligesom man kender det fra bloggerverdenen, hvor virksomheder og bloggere indgår samarbejder, så foregår fænomenet på samme måde på Instagram. Her er der flere personlige brugere, der via interessante posts har formået at få mange tusinde følgere. Du kan med fordel indtænke ambassadørerne i din markedsføringsstrategi, da de kan bruge den troværdighed, de har opbygget, til at lede opmærksomheden mod din virksomhed.