24. december 2022

Glædelig jul og godt nytår fra Publicity!

Glædelig Jul Og Godt Nytår! (2)

2022 har været endnu et år med høj fart i Publicity. Vi har her i slutningen af året rundet en milepæl med 30 dedikerede medarbejdere inden for strategisk kommunikation, PR, sociale medier og digitale kampagner. Efterspørgslen på professionel kommunikation er fortsat høj, og generelt oplever mange virksomheder stigende forventninger og krav til deres interne og eksterne kommunikation.


Verden bliver mere og mere kompleks, og de mange kriser er med til at flytte grænserne for kommunikation. Vi oplever, at kommunikation i stigende grad rykker ind på direktionsgangene, og at det er sværere for mange at planlægge, hvornår man skal melde noget ud, hvad man skal sige, og hvad man skal tage højde for. Her fungerer vi ofte som den faste og stabile eksterne partner, der kan anskue situationen udefra og hjælpe med at navigere – og kommunikere – i usikkert farvand.


Nyheder – både nationale og lokale – er en sikker vej frem
Men giver det overhovedet mening at kommunikere via medierne i usikre tider, hvor vi konstant hører om fake news, russisk propaganda og kinesisk overvågning på TikTok? Stoler folk på det? Svaret er ja. Ifølge Reuters Institute Digital News Report 2022 scorer de danske medier blandt de højeste i verden på tillidsbarometeret. DR og TV2 er placeret i top efterfulgt af landsdækkende dagblade som Børsen samt regionale og lokale medier. Og hele 70 procent af danske medieforbrugere har tillid til regionale og lokale medier, hvilket faktisk er en lidt større andel end hos store dagblade som Berlingske og Jyllands-Posten. Vil man kommunikere troværdigt, er de danske medier altså en god vej frem.


Klima og sociale medier er fortsat i fokus
Klimakommunikation står fortsat højt på mange virksomheders dagsorden, og vi har i den forbindelse afholdt et stort antal workshops, udarbejdet ESG- og bæredygtighedsrapporter og arbejdet med de grønne budskaber på både strategisk og operationelt niveau.


Kommunikation fra virksomheder og medarbejdere via sociale medier holder også stadig et højt momentum. Platforme som LinkedIn, Facebook og Instagram er i mange tilfælde helt uundværlige kanaler, der bliver brugt strategisk til at nå de målgrupper, der er mest relevante for virksomheden. Det sker med både organisk og sponsoreret indhold, hvor video for flere af vores kunder er blevet en populær måde at fange opmærksomheden og få kernebudskaberne ud på.


Tak!
Hvad 2023 vil byde på er svært at forudsige – og med alt det uforudsigelige, der skete i 2022, vil vi ikke engang forsøge at give det et skud. Men uanset hvad, er vi ovenud taknemlige for alle vores skønne kunder, der gør hverdagen spændende og måned efter måned, år efter år har lyst til at fortsætte samarbejdet med os. Det sætter vi meget stor pris på, tusind tak!


Vi ønsker dig og alle dine kære en fredelig jul og et håbefuldt nytår!


Kærlige højtidshilsner fra Publicity