29. januar 2018

Mediernes troværdighed

Shutterstock 321110042

På trods af stor opmærksomhed omkring fake news i 2017 har danskerne fortsat stor tillid til medierne. Få overblikket over de mest troværdige medier i Danmark.

Forfatter

Sanne Nørbjerg
Bureauchef

Kontakt

sanne@publicity.dk

Sanne

Danskerne har stor tillid til medierne. I den seneste rapport fra DR Medieforskning angiver hele 68 % af danskerne, at de har meget stor  eller stor tillid til de danske nyhedsmedier, og under fire procent angiver, at de i mindre grad eller slet ikke tror på dem. Det står altså ikke så slemt til med mediernes troværdighed, som det ind imellem bliver udlagt.

De ti mest troværdige medier i Danmark fremgår af rapporten, og DR Mediers redaktør for sociale medier, Christian Loiborg, har valgt at publicere hele grafen på sin private Twitter-profil.

DR og TV2 er topscorere

Af grafen fremgår det, at DR er den ultimative topscorer på troværdighed. DR indtager både første- og andenpladsen med henholdsvis TV Avisen på DR1 og DR Radioavisen. Det betyder, at henholdsvis 83 % og 80 % har svaret, at disse nyhedsudsendelser har en høj eller meget høj troværdighed. TV2 Nyhederne indtager en flot tredjeplads med 76 % med regionalprogrammerne lige i hælene med 68 %.

Den Korte Avis, Dagens.dk samt tabloidmedierne Ekstrabladet og BT er blandt de nyhedsmedier, som danskerne har mindst tillid til.

Skal tages med et gran salt

Undersøgelsen er opbygget på den måde, at respondenterne kunne svare ”ved ikke” når adspurgt omkring de enkelte mediers troværdighed. Svarprocenterne dækker altså også danskere, der slet ikke kender de pågældende nyhedsmedier, hvilket har stor indflydelse på nogle af mediernes endelige placering på listen.

Fjerner man de personer i undersøgelsen, som ikke kender mediet, indtager DR fortsat syv af de ti bedste pladser, mens Børsen fx rykker fra en 16. plads frem til en 7. plads. Ekstrabladet ligger sidst.

Du kan finde en graf med rensede tal her.

Se hele rapporten fra DR Medieforskning her.