19. august 2021

Publicity byder velkommen til tre nye kommunikationstalenter

2 Redigeret

I denne uge byder Publicity stort velkommen til hele tre praktikanter fra Aalborg Universitet, som i løbet af det næste halve år skal dygtiggøre sig inden for PR, kommunikation og digital markedsføring.

Et travlt efterår står for døren, og Publicity opruster derfor med tre nye praktikanter.

I den digitale afdeling byder kontoret velkommen til Simone Christensen, som til dagligt studerer en kandidat i International Virksomhedskommunikation på Aalborg Universitet. Når hun ikke sidder på skolebænken, bistår hun med en bred palette af kommunikationsfaglige opgaver som studentermedhjælper hos UCN act2learn.

B2B-teamet får glæde af Rasmus Villadsen, som studerer en kandidat i Kommunikation på Aalborg Universitet. Med sig i bagagen har Rasmus en bachelor i Medievidenskab fra Aarhus Universitet og erfaring som studentermedhjælper ved Borgermesterkontoret i Aalborg Kommune.

Sidst men ikke mindst tager Publicity imod Lotte Kjær, som ligeledes studerer Kommunikation på Aalborg Universitet. Lotte har desuden en baggrund som projektleder hos VisitNordjylland og vil således blandt andet bidrage med sin brede viden inden for turisme og forbrugerrettet kommunikation i vores consumer-afdeling.

Vil være blandt de bedste i Danmark
Tiltrækning og udvikling af medarbejdere er et stort fokusområde hos Publicity og en central del af kontorets nye vækststrategi, hvor virksomheden i højere grad vil indtage en position blandt de toneangivende kommunikationsbureauer i Danmark.

Det betyder blandt andet, at de tre nye ansigter vil få en grundig introduktion til Publicitys forskellige berøringsflader via det interne uddannelsesforløb Publicity Academy, som blandt andet indeholder masterclasses om de seneste tendenser og ”best practices” inden for PR, sociale medier og service excellence.

- Vi sætter en stor ære i at investere tid og ressourcer i praktikanter såvel som nye og eksisterende medarbejdere. Man bliver aldrig færdig med at lære i en branche som vores og gennem løbende opkvalificering af vores medarbejdere, sikrer vi, at vi er bedst muligt rustet til at rådgive vores kunder på et højt professionelt niveau, fortæller direktør hos Publicity, Esben Lind, som tilføjer, at en stor del af de nuværende ansatte hos Publicity startede som praktikanter i virksomheden.

Med tiltrædelsen af de tre nye talenter beskæftiger Publicity nu knap 25 medarbejdere i Bygaden i Aalborg, og vi ser optimistisk frem mod den kommende tid.